393 smittetilfælde har sendt tusinder i isolation

Smitte med Delta-mutationen har medført, at næsten 9000 danskere på blot en uge er blevet opfordret til at gå i isolation

Smitteopsporingen bliver udvidet med et ekstra led, hvis man er smittet med Delta-varianten. Foto: Valdemar Ren
Smitteopsporingen bliver udvidet med et ekstra led, hvis man er smittet med Delta-varianten. Foto: Valdemar Ren

 

Er du smittet med den nye, mere smitsomme coronavariant kaldet Delta-mutationen, er det ikke kun dine nærkontakter, der skal blive hjemme bag lukkede døre.

Også dine nærkontakters nærkontakter skal isolere sig. Og det har på en uge sendt mange tusind danskere i isolation, oplyser Styrelsen for Patientsikkerhed i en mail til Ekstra Bladet.

Den seneste uge – fra 23. juni til 30. juni – har styrelsen således bedt hele 8803 personer om at gå i isolation, fordi de enten er nærkontakter eller kontakter til nærkontakter.

De 8803 har tilknytning til 393 personer, som er smittet med en særlig variant, primært Delta, skriver styrelsen.

Ekstremt smitsom
Delta-mutationen er den nyeste i rækken af covid-19-varianter, der har vakt bekymring blandt myndigheder og eksperter herhjemme. Det skyldes, at den er mere smitsom end tidligere varianter.

På baggrund af sekventering af sidste uges pcr-prøver vurderer Statens Serum Institut da også, at andelen af Delta-smittetilfælde allerede ligger mellem 16,2 og 25,3 procent i Danmark.

Varianten spås af Det Europæiske Center for Sygdomsforebyggelse og -Kontrol, ECDC, ligeledes at kunne komme til at udgøre op mod 90 procent af de nye coronatilfælde i EU i løbet af de kommende måneder.

ECDC vurderer, at den er 40 til 60 procent mere smitsom end den britiske variant, som først blev opdaget i Storbritannien, og som lige nu er den dominerende variant herhjemme.