613 nye smittetilfælde med coronavirus i Danmark

Der er fundet 613 nye smittetilfælde med coronavirus i Danmark det seneste døgn. Tre er døde med corona.

Det viser lørdagens opgørelse fra Statens Serum Institut.

De smittede er fundet blandt 228.990 prøver, hvilket tæller både PCR-test i det offentlige og de lyntest, der blandt andet bliver foretaget af kommunerne på landets skoler.

Derudover tæller opgørelsen de PCR-test og lyntest, som private virksomheder står for.

Antallet af indlagte er faldet med 12 det seneste døgn til 213. Heraf ligger 39 på intensiv og 24 er i respirator.

Det er på niveau med oktober sidste år inden smitten med coronavirus for alvor tog fart i slutningen af november og december. Da situationen var værst i starten af januar var næsten 1000 indlagt med coronavirus.

Tidligere lørdag fortalte sundhedsminister Magnus Heunicke (S), at risikoniveauet i alle regioner undtaget Region Hovedstaden er sænket fra de højeste – 5 – til niveau 4.

Alle regioner har nu under 100 smittede per 100.000 indbyggere over de sidste syv dage. Region Hovedstaden ligger højest med 97,1 mens Region Nordjylland ligger lavest med 51,1.

I Region Hovedstaden er der særligt kommunerne Høje-Taastrup, Ishøj og Brøndby hårdt ramt. Her er der henholdsvis 282,5, 253,7 og 191,7 smittede per 100.000 indbyggere den seneste uge.

– Der ses regionale og kommunale forskelle, der i høj grad er knyttet til smitteophobning ved lokaliserede udbrud i enkelte kommuner samt særlige boligområder.

– I enkelte kommuner på Københavns Vestegn synes smitten ligeledes at have stabiliseret sig på et generelt højt niveau, skrev covid-19-risikogruppen i sin vurdering.