Falck fik 217 millioner kroner for corona-lyntest

Det blev en dyr omgang, da danskerne op til jul skulle have mulighed for at få covid19-lyntest. I dag er prisen en tredjedel

Det blev grebet ganske dybt i statskassen, da regeringen i midten af december besluttede, at danskerne skulle lyntestes for coronavirus. Over 217 millioner kroner har det kostet at sætte Falcks teststeder op landet over, så den hårdt prøvede befolkning kunne blive testet, før de skulle hjem til familien og holde jul. Det oplyser Danske Regioner til Fagbladet 3F.

– Det er en god idé med lyntest. Med PCR-test går der en periode fra man er smittet, til man får svar, og man skal derefter hjem og isolere sig. Ved lyntest får man svaret med det samme. Så jeg har ingen kritik af, at regeringen gerne ville sørge for at få en stor kapacitet på det område, siger Niels Høiby, professor i klinisk mikrobiologi, Rigshospitalet.

Men han mener sagtens at prisen kunne have været en hel del lavere. Der gik nemlig ganske kort tid fra myndighederne gav grønt lys 11. december til de første centre med lyntest skulle åbne 14. december. Og derfor var der ikke tid til at lave et udbud, som det ellers er kutyme.

følge Niels Høiby kunne man sagtens tidligere have besluttet at beslutte sig af lynteste. Han mener, at myndighederne var alt for langsomme til at blåstemple den nye testmetode.

– Statens Serum Institut undervurdererede kvaliteten af lyntest i for lang tid. Der var undersøgelser og erfaringer fra udlandet, som viste, at disse test var ganske brugbare. Det havde sagtens kunne lade sig gøre at træffe beslutning om at etablere lyntest langt tidligere. Hastværk er økonomisk lastværk, siger Niels Høiby.

At der havde været mange penge at spare på et køre et udbud, viser det nye runde udbud af lyntest, der startede her 1. februar. Her er prisen ifølge Danske Regioner kun en tredjedel af de aktuelle lyntest.

Jakob Kjellberg, professor og sundhedsøkonom ved VIVE peger også på, at hastigheden har været afgørende i december:

– Det kan det være dyrt at have travlt. Det er altid godt at markedsprøve, når det offentlige skal købe en ydelse.

Han mener dog ikke, at Falck skal kritiseres.

– Det er svært at bebrejde Falck i denne sag. Det er aktieselskab, der er sat i verden for at tjene penge. Men ud fra en snæver sundhedsøkonomisk betragtning har jeg svært ved at se sammenhængen mellem at bruge så mange penge på lyntest i forhold til, hvad man ellers kan få finansieret i sundhedssektoren, siger han.

Ifølge Jakob Kjellberg handler det i virkeligheden om noget helt andet:

– Spørgsmålet er, hvad vi som samfund vil betale for tryghed? Vi betaler jo også for, at en masse brandbiler står stille, hvis der bliver brug for dem. Her er det et politisk valg fra regeringen at have et udbud af lyntest, der overstiger efterspørgslen.

Fagbladet 3F har forsøgt at få svar på, hvorfor regeringen har valgt at bruge 217 millioner kroner på lyntest. Sundhedsministeriet er efter to dage ikke vendt tilbage på flere henvendelser. Socialdemokraternes sundhedsordfører Rasmus Horn Langhoff henviser til Justitsministeriet, der henviser tilbage til Sundhedsministeriet.

Beløbet på de 217 millioner kroner dækker udgifterne til 24. januar 2021. Da den første aftale om lyntest først udløb 31. januar bliver det endelige beløb lidt højere.