Interne papirer: Drop at hæve forsamlingsforbud

Coronaindsatsgruppe mener ikke, at det aktuelt er relevant at regne på effekterne af at hæve forsamlingsforbuddet

Det bør på nuværende tidspunkt ikke komme på tale at hæve forsamlingsforbuddet fra fem til ti personer.

Sådan lyder det fra den indsatsgruppe, der bl.a. indstiller til regeringen, hvilke coronarestriktioner der eventuelt kan lempes.

Meldingen fra indsatsgruppen bestående af sundhedsmyndighederne, politiet mv. fremgår af interne papirer fra et møde i fredags. På mødet deltog Folketingets sundhedsordførere.

Ud for kategorierne ‘Forsamlinger: Forbud hæves fra 5 til 10’ og ‘Forsamlinger: Anbefaling hæves fra 5 til 10’ bemærkes det i papirerne, som Ekstra Bladet er i besiddelse af:

‘Indsatsgruppen har vurderet, at dette ikke aktuelt er relevant at prioritere at regne på pga. usikkerhed ved beregninger og høj forventet effekt af tiltaget på smitteudvikling.’

Andre scenarier
I stedet bliver der foretaget beregninger af andre scenarier for genåbningen, fremgår det af papirerne. Det drejer sig om følgende:

– ‘Afgangselever grundskolen/ungdoms- og voksenuddannelser: Åbne for fysisk undervisning i mindre faste grupper.’

– ‘Udvalgsvarebutikker: Åbne med kvardratmeterkrav, skiltning mv.’

– ‘Udendørs kulturinstitutioner: Åbne under skærpede smitteforebyggende foranstaltninger’

– ‘Udendørs idræts- og foreningsfaciliteter: Åbne under smitteforebyggende foranstaltninger’

Regner ikke på liberale erhverv
Som tv2.dk har beskrevet, regnes der dermed ikke på eksempelvis en genåbning af grundskolens 5.-8. klasse eller af de liberale erhverv.

De nuværende coronarestriktioner løber til 28. februar. Dog har de yngste klasser fået mulighed var at vende tilbage til skole.