Nyt vaccine-mareridt: To millioner færre doser

Vaccine-planen skrider voldsomt. Og det er ikke kun, fordi AstraZeneca-vaccinen sættes på pause. Moderna kan heller ikke levere som ventet, fremgår det af en fodnote i vaccinations-kalenderen

Sundhedsstyrelsen skruer voldsomt ned for forventningen til, hvor mange vacciner Danmark får leveret.

I sidste uge forventede man at få cirka 7,7 millioner doser leveret i april, maj og juni.

Nu er det tal nede på godt 5,5 millioner for de tre måneder.

Altså rundt 2,2 millioner færre doser.

Det fremgår af den opdaterede vaccinations-kalender, der netop er sendt ud.

Og det er en kalender, hvor man skal pudse læsebrillerne og læse det med småt i en af fodnoterne:

‘Der er modtaget opdateret leveranceplan for Moderna, som leverer færre doser til Danmark i april, maj og juni,’ hedder det blandt andet.

Det er med andre ord en anden producent end AstraZeneca, der torsdag blev sat på pause, mens man undersøger eventuelle bivirkninger.

Sundhedsstyrelsen bekræfter nedjusteringen af tallet over for Ekstra Bladet, men gør samtidig opmærksom på, at leverancerne fra den pause-satte vaccine fra AstraZeneca kan blive sat ind igen, når bivirkningerne er undersøgt.

Ekstra Bladet venter stadig på svar på, hvor mange færre doser, man forventer fra Moderna.