Pfizer mister effekten hurtigere end AstraZeneca

Af Stine Eskildsen

Mens vaccinen fra Pfizer/BioNTech i tiden efter stikket har en højere effektivitet mod coronavirus, holder AstraZeneca-vaccinen til gengæld længere.

Det viser et nyt studie fra Oxford University, som er publiceret torsdag, men som er dog ikke fagfællebedømt endnu. Det skriver AFP.

Studiet er baseret på Storbrittaniens Office for National Statistics, som har gennemført PCR-test i tilfældigt udvalgte hjem i perioden fra december til juli.

Adskiller sig fra fire-fem måneder

Ud fra tallene kunne forskerne konkludere, at ‘dynamikken i immuniteten efter andet stik adskiller sig markant’, når man ser på de to vacciner, som er de mest udbredte i landet.

Pfizer havde således en større indledende effekt efter andet stik, mens den beskyttede dårligere mod symptomatisk infektion end AstraZeneca, som månederne skred frem, lyder konklusionen fra Nuffield Department of Medicine på Oxford University.

Studie: Bekymrende nyt om deltavariant

Begge vacciner yder dog fortsat en høj beskyttelse selv mange måneder efter, man er færdigvaccineret, fastslår studiet.

– Resultaterne tyder på, at effektiviteten af de to vacciner er ens efter fire til fem måneder er ens, forklarer forskerne bag studiet. Herefter ændrer det sig, konkluderer forskerne, men fastslår samtidig, at den længerevarende effekt skal undersøges nærmere.

Israelsk studie peger også på faldende effekt

Det nye studie kommer i kølvandet på, at Israel er gået i gang med at tilbyde mange af landets indbyggere et stik nummer tre – en såkaldt booster – fordi studier også her har vist, at effekten klinger af med tiden.

Landet, som var blandt de første til at rulle vaccinationsprogrammet ud på grund af en særaftale med Pfizer, har oplevet en stor stigning i smittetilfælde, efter den berygtede deltavariant har fået overtaget.

Også USA planlægger at tilbyde ældre og andre i risikozonen et tredje skud vaccine i løbet af efteråret, og flere europæiske lande – herunder Danmark – er i gang med at samle information i forhold til, om det også skal ske her.

Smittede beskyttes bedre

Det nye studie fra Oxford University viste også, at vaccinen beskytter bedre hos folk, der har været smittet med coronavirus. Det konkluderer også – hvilket også tidligere er konkluderet – at vaccinens effekt er en smule dårligere mod deltavarianten.

Studiet er baseret på flere end 300.000 personer over 18 år og dækker over to perioder i den britiske smittehistorik. I den første periode var det alphavarianten, der dominerede i landet, mens det i den anden – fra maj og fremefter – har været deltavarianten.

Studier: Moderna kan være et bedre våben mod Delta end Pfizer

Det er AstraZeneca-vaccinen, som er udviklet i samarbejde med Oxford University, som er den mest udbredte i Storbritannien, mens personer under 40 år tilbydes Pfizer eller Moderna på grund af risikoen for blodpropper.

Herhjemme er AstraZeneca-vaccinen ikke længere end del af vaccinationsprogrammet af netop samme årsag.