Smitte-app i knæ: Tusindvis af smittede ikke registreret

Ældre- og Sundhedsministeriet bekræfter, at danskere, der har fået et positivt prøvesvar gennem en lyntest, ikke kan registrere sig i smitte-appen

I foråret blev appen Smittestop lanceret af en række styrelser og Ældre- og Sundhedsministeriet.

Den skulle være et effektivt værktøj i kampen for smitteopsporing.

Samtidig skulle appen advare andre, der har været i tæt kontakt med smittede. Men efter at lyntests er blevet indført landet over, har de efterhånden tusindvis af danskere, der har fået konstateret corona gennem en lyntest, ikke kunnet registrere sig som smittede.

Arbejder på løsning
Ekstra Bladet har fået flere henvendelser fra frustrerede borgere, der er vrede over, at de ikke kan melde sig som smittede. Her får de nemlig svaret, at deres testresultat ikke er fundet.

Pressetjenesten hos Ældre- og Sundhedsministeriet, der blandt andre står bag appen, bekræfter, at det ikke er muligt for denne gruppe at registrere sig som smittede.

‘Sundheds- og Ældreministeriet arbejder på, at private testudbydere kan indberette testresultater fra antigentest til MiBa, som er den danske mikrobiologidatabase indeholdende prøvesvar fra COVID-19 test. Når svar fra private test registreres i MiBa, så vil man kunne smittemelde sig i smittestop-appen og give besked til nære kontakter på baggrund af et privat testresultat.’

‘Det forventes, at svar fra private test inden udgangen af januar bliver registreret i MiBa. Indtil da kan et positivt svar fra en antigentest foretaget af private testudbydere ikke meldes ind i smittestop-appen.’

Ministeriet understreger dog, at der sker smitteopsporing på baggrund af de positive svar fra lyntests.

‘Smitteopsporing igennem smittestop-appen er et digitalt supplement til smitteopsporingen i Styrelsen for Patientsikkerhed, som foretager smitteopsporing på baggrund af testresultater fra private.’

Mange smittede undladt
Der blev tirsdag fundet 215 smittede i 14.536 tests hos fire private udbydere af lyntest.

 

Det viser tal fra Falck, SOS International, Copenhagen Medical og Carelink.

Siden lyntest blev indført i december, er flere tusind danskere dog blevet testet positive gennem de såkaldte antigentests, som bliver foretaget der.

Disse er ikke registreret i smitteappen.