Syv dage i træk: Lyntest gav under 300 smittede

Der blev tirsdag fundet 215 smittede i 14.536 test hos fire private udbydere af lyntest.

Det viser tal fra Falck, SOS International, Copenhagen Medical og Carelink.

Det er syvende dag i træk, at udbyderne dagligt har fundet færre end 300 smittetilfælde.

Med til historien hører dog også, at antallet af test, der foretages, er faldet markant i det nye år.

Den seneste uge har antallet af daglige test svinget mellem omkring 13.000 til knap 20.000.

Den 30. december, som var den hidtil travleste dag, blev der udført tæt på 91.000 lyntest. Her blev fundet 682 smittede, hvilket svarer til rekordlave 0,75 procent af prøverne.

Tirsdag var 1,48 procent af de foretagne lyntest positive for covid-19, hvilket giver en positivprocent på 1,48 procent. Det er på niveau med de foregående to dage.

Hos Falck, der står for størstedelen af lyntestene, blev der tirsdag foretaget knap 9000 test. Det er det næstlaveste i perioden, hvor lyntestene har været gratis.

Der er dog stadig testcentre i flere byer, hvor der findes en høj smitteprocent. Det siger Jørgen Mieritz, der er ambulancedirektør i Falck.

– Vi kan se, at der stadig er høje smitteprocenter i mange byer. Esbjerg ligger på 4,7 procent, Randers på 4,4 procent og Slagelse på 3,8 procent, siger han.

Det anbefales, at man ikke får lavet en lyntest, hvis man symptomer på covid-19. I stedet anbefales en pcr-test, som er dem, der bruges i det offentlige testsystem.

Det skyldes, at lyntest ikke er lige så pålidelige til at påvise, om man er smittet med coronavirus som pcr-test.

I december offentliggjorde Statens Serum Institut en gennemgang af syv studier fra udlandet, der har undersøgt pålideligheden af testene.

Lyntest regnes for meget pålidelige, når der faktisk bliver konstateret smitte. Usikkerheden gælder især de tilfælde, hvor testen giver et negativt svar.