Tyskland indstiller vaccinationer med AstraZeneca

Tyskland sætter vaccinationer med AstraZeneca-vaccinen på pause efter rapporter om risiko for blodpropper. Flere andre lande har allerede midlertidigt indstillet brugen af vaccinen

Tyskland indstiller vaccinationer med AstraZeneca

Tyskland sætter vaccinationer med AstraZeneca-vaccinen på pause efter rapporter om risiko for blodpropper. Flere andre lande har allerede midlertidigt indstillet brugen af vaccinen

Tyskland sætter vaccinationer med AstraZeneca-vaccinen på pause. Det oplyser det tyske sundhedsministerium mandag, efter vaccinen mistænkes at have været årsag til flere blodpropper. Det skriver Der Spiegel.

Indstillingen er sket på anbefaling fra det tyske statslige Paul-Ehrlich-Institut for vaccination og biomedicinske lægemidler, som mener, at yderligere undersøgelser er nødvendige, før vaccinationerne med AstraZeneca-vaccinen kan genoptages.

Flere lande har allerede sat vaccinationerne med AstraZeneca-vaccinen på pause – heriblandt Holland, Irland, Danmark, Norge og Island.

Blodpropper
Det skyldes bekymring for vaccinens sikkerhed, efter der i Norge, Danmark, Østrig og Italien er konstateret enkelte tilfælde af blodpropper hos personer, der har modtaget vaccinen.

Det er ikke konkluderet, at der er en sammenhæng mellem vaccinen og blodpropper. Det bliver i øjeblikket undersøgt.

Ifølge AstraZeneca har en analyse af medicinalvirksomhedens flere end 17 millioner vaccinedoser ikke vist tegn på øget risiko for blodpropper i lungerne eller i benene eller en reduktion af hvide blodlegemer.