Antal indlagte falder med to efter en uge med stigning
Smittetal har ikke længere den store betydning, da smitten ses hos de unge og uvaccinerede, mener overlæge
Selv om der de seneste uger har været vekslende smittetal, er der ikke grund til bekymring, da smitten primært er blandt de unge, der bliver mindre syge.
Det mener Christian Wamberg, der er overlæge på intensivafdeling på Bispebjerg Hospital.
– Om det er 500 eller 1000 bekræftede tilfælde har ikke den store betydning, siger Christian Wamberg om dagens smittetal.
Yderligere 641 er bekræftet smittet med coronavirus i Danmark. Det viser tal fra Statens Serum Institut (SSI) søndag.
Det er det laveste antal smittede siden søndag for en uge siden. Fire dage den seneste uge har der været flere end 1000 bekræftede smittetilfælde.
De 641 positive prøver er fundet via 78.706 PCR-test. Dermed var det 0,81 procent af prøverne, der påviste smitte. Også det er færre end de øvrige dage i denne uge.
Der er søndag 53 indlagt med coronavirus på landets hospitaler. Det er to færre end lørdag. Det er første gang i en uge, at der sker et fald i det samlede antal indlagte coronapatienter.
Ligesom lørdag er der ti indlagt på intensiv til behandling, heraf får ni af dem hjælp af en respirator til at trække vejret.
Ifølge Christian Wamberg er der ikke risiko for overbelastning af hospitalerne.
Han mener, at vaccineudrulningen skrider frem i et fint tempo.
– Vi forventer at være færdige ved slutningen af sommeren, og det må siges at være noget af en bedrift, siger han.
Indtil da mener Christian Wamberg, at de unge for deres egen skyld med fordel fortsat kan begrænse sig for at undgå smitte.
– Og for ikke at puste til epidemien, siger Christian Wamberg.
Flere eksperter havde før sommeren peget på, at der med det varme vejr også ville komme lavere smittetal, da færre ville være indendørs. Det kaldes sæsoneffekten.
Selv om det gode vejr nu er over os, er sæsoneffekten dog forbi, mener Christian Wamberg.
– Den, tror jeg, vi så for en måned eller to siden. Nu ser vi formentlig resultatet af genåbningen af samfundet og specielt smitte i den uvaccinerede del af befolkningen, siger han.