Covid 19 farligheden dementeres

Hej Tina.

Der kan være mange grunde til at være tilbageholdende med at modtage COVID-19 vaccinen og det er helt i orden at have sine tvivl. Hvis man er i tvivl, kan man spørge sin egen læge til råds (eller man kan spørge herinde).

Mange vil nok støde på diverse mere eller mindre utroværdige påstande omkring vaccinen og helt generelt, så findes der et ret stort netværk at vaccinemodstandere (også kaldet antivaxxere) både herhjemme og i udlandet. Du er ikke den eneste, der er stødt på Sesilje Bondo Petersen og mit bud er, at du heller ikke er den sidste. Desværre er Sesilje Bondo Petersen modstander af vacciner og har været en del af den danske antivaccinebevægelse i flere år.

Vaccinerne mod COVID-19 er altså vacciner. Formålet med en vaccine er at få kroppen til at producere antistoffer mod en smitsom sygdom, uden at være blevet smittet med sygdommen.
Helt kortfattet, så går genterapi ud på, at man ændrer på vores DNA. Dette gør COVID-19 vaccinerne ikke. Det kan altså på ingen måde forsvares at kalde COVID-19 vaccinerne for genterapi og ikke vacciner.

COVID-19 vaccinen fungerer ved at man indsprøjter en kode (mRNA), der optages af vores celler og får dem til at producere et protein. Proteinet der produceres findes på overfladen af SARS-CoV-2 og det er det protein der gør, at virussen kan trænge ind i vores celler. Når vores celler så producerer proteinet, vil vores immunforsvar reagere på proteinet og danne antistoffer. Hvis du så støder på virussen, så vil immunforsvaret angribe proteinet på overfladen af virussen (som vaccinen jo har trænet det til) og på den måde kan man ikke inficeres af SARS-CoV-2.

Når man bliver smittet med COVID-19, og ikke er blevet vaccineret, så vil virussen via proteinet tvinge sig adgang til dine celler, som den kaprer og får til at producere endnu flere vira, som så kan frigives og inficere mange andre af dine celler. Så hvor man med vaccinen får kroppen til at producere et protein gennem mRNA, vil virussen få kroppen til at reproducere hele sit RNA-genom (og altså også det protein, som Sesilje er bange for). Når man ikke er vaccineret, så vil det tage noget tid før immunforsvaret opdager virussen og begynder at producere antistoffet og derfor kan rigtig mange af ens celler nå at blive inficeret, før kroppen er i stand til effektivt at bekæmpe virussen.

Hun påstår også, at der er risiko for at der kan dannes ikke-neutraliserende antistoffer, som fører til en overdreven immunreaktion og at de vaccinerede derfor dør. Dette er dog ikke tilfældet med COVID-19 vaccinerne, hvor man har undersøgt flere tusinder af personer. Hvis der var en øget risiko for at dø af vaccinen, så ville det blive opdaget i de kliniske forsøg og det har ikke været tilfældet i nogle af de godkendte vacciner.

Sesilje påstår desuden at man kun har testet for nedgangen i antallet af symptomer, men dette passer heller ikke. I Pfizer/BioNTech’s kliniske forsøg har man både registreret deltagernes symptomer og testet dem. Derfor ved man rent faktisk, at vaccinen forhindrer smitte.

Yderligere så påstår hun også at man risikerer infertilitet, hvis man tager imod vaccinen, da overfladeproteinet på virussen (spike-protein som vaccinen rammer) ligner et andet protein (syncytin-1). Dette er en påstand som hun har fået fra andre, men også her tager hun fejl. Lighederne mellem spike-proteinet og syncytin-1 er meget små og proteiner er altså ret store og komplekse molekyler, så sandsynligheden for at hendes påstand er korrekt er forsvindende lille.

Det skal understreges at vaccinerne er blevet grundigt undersøgt – også for bivirkninger. Dette fremgår helt tydeligt af de kliniske forsøg, som Sesilje Petersen desværre ikke har læst eller forstået. I Danmark har vi slet ingen vaccinelov og det er altså ikke Folketinget, der godkender en vaccine. Godkendelsen i Europa foretages af Det Europæiske Lægemiddelagentur (EMA) og her tager man altså højde for fordele, ulemper, effektivitet, bivirkninger, etc.

Alt i alt er det uhyre tydeligt, at Sesilje Bondo Petersen forsøger (og hos nogle lykkes) at sprede frygt og misinformation omkring vaccinen – præcis som hun har gjort før. Man kan kun gætte sig til hvad hendes motiv for dette er, men der er ingen tvivl om at hun har taget en masse løse påstande, der viser sig ikke at passe, og strikket dem sammen i et forsøg på at få folk til ikke at få vaccinen.

Jeg håber ikke hun lykkedes med det og kan kun opfordre til at man tager imod vaccinen når man får den tilbudt. På den måde beskytter man ikke kun sig selv, men også samfundet og dem der ikke bliver vaccineret (enten fordi de rent faktisk ikke kan eller fordi de nægter, måske fordi de er ledt på afveje af folk som Sesilje). Personligt står jeg til at modtage vaccinen mellem jul og nytår og det ville jeg ikke gøre, hvis jeg ikke var overbevist om at vaccinen er både sikker og effektiv.

Jeg håber mit svar kunne hjælpe bare en lille smule og forhåbentligt bidrage til at antivaccinebevægelsens misledende påstande ikke står uimodsagt.

For mere info:
https://www.nejm.org/doi/full/10.1056/NEJMoa2034577
https://www.sst.dk/da/corona/vaccination-mod-covid-19
https://fullfact.org/online/placenta-protein-vaccine/