Ifølge Ritzaus oplysninger får covid-19 status af samfundskritisk sygdom. Det skal revurderes efter fire uger
Af/ritzau/
Covid-19 bliver igen klassificeret som en samfundskritisk sygdom. Det erfarer Ritzau.
Beslutningen er tirsdag aften truffet på et møde i Folketingets Epidemiudvalg. Den er endnu ikke officielt bekræftet.
Regeringen havde ifølge Berlingske lagt op til, at definitionen skulle gælde i fire måneder.
Ifølge Ritzaus oplysninger vil det dog kun være tilfældet i foreløbigt én måned, inden status igen skal vurderes.
Når en sygdom klassificeres som samfundskritisk, kan regeringen indføre restriktioner med hjemmel i epidemiloven.
Alle nye tiltag kræver, at et flertal i Folketingets Epidemiudvalg ikke er imod dem. Men regeringen behøver altså ikke spørge hele Folketinget.
Dermed kan der med kort varsel indføres tiltag såsom krav om mundbind, forsamlingsforbud og nationale nedlukninger.
Covid-19 var en samfundskritisk sygdom fra 10. marts til 10. september.