Publikum får – i et begrænset omfang – lov at vende tilbage til biografer, teatre og indendørs idrætsarrangementer
LINE JENVALL
12. JAN. 2022 KL. 18:16
Højskoler, biografter, teatre og en hel række andre kulturinstitutioner får lov at åbne på søndag.
Det siger sundhedsminister Magnus Heunicke (S) på et pressemøde, hvor han kalder det en “kraftpræstation af hele samfundet”, at det er lykkedes at få den mere smitsomme omikron-variant af corona under kontrol.
– Mange lande er i gang med at lukke ned, vi har bragt os i en situation, hvor dét ikke er nødvendigt, siger Magnus Heunicke.
Med afsæt i anbefalingerne fra Epidemikommissionen har regeringen fået opbakning fra samtlige partier i Folketinget til at lempe de restriktioner, der har lagt bånd på kulturlivet siden december.
Højskoler, zoologiske haver, akvarier, forlystelsesparker og museer kan derfor åbne bare med krav om et gyldigt coronapas og mundbind indendørs.
For biografer, koncertsteder, teatre og indendørs idrætsarrangementer vil der gælde et loft for antallet af deltagere på 350 personer.
– Det er en trinvis genåbning, der sikrer, at vores sundhedsvæsen kan følge med, siger Magnus Heunicke.
Forsamlingshuse, diskoteker og spillehaller skal fortsat holde lukket, ligesom at restriktionerne for restauranter og serveringssteder også skal fortsætte frem til 31. januar.
Det er dog ikke en endelig slutdato – især nattelivet frygter Magnus Heunicke må holde lukket endnu længere.
– Dén vurdering tager vi til den tid, siger han på pressemødet, hvor også kulturminister Ane Halsboe-Jørgensen og direktør for Sundhedsstyrelsen, Søren Brostrøm samt direktør i Statens Serum Institut Henrik Ullum deltager.
Meldingen kommer efter, at medlemmerne i Folketingets Epidemiudvalg også har nikket til at forkorte coroanapassets gyldighed efter andet stik, så det fremover kun ‘lyser grønt’ i fem måneder.
Til gengæld vil særligt sårbare blive inviteret til at få fjerde stik med en corona-vaccine, oplyser sunhedsministeren. Det er for eksempel kræftpatienter og personer med et meget svagt immunforsvar.
Om plejehjemsbeboere og de ældre også skal have tilbuddet, overvejer myndighederne endnu.
– Det, vi kan se af statistikker er, at de faktisk rigtig godt bestykket af det tredje stik, de fik i efteråret, siger Søren Brostrøm.