Høje smittetal gør at frisører og tatovører må vente lidt længere med at genåbne i fem danske kommuner
Genåbning af liberale erhverv bliver udskudt i Ishøj, Brøndby, Halsnæs, Fredensborg og Gladsaxe på grund af høje smittetal, skriver Erhvervsministeriet.
Foreløbig gælder udskydelsen indtil den 11. april. Frem mod den dato vil Epidemikommissionen igen regne på de fem kommuner og komme med en ny anbefaling om en genåbningsdato.
I landets andre kommuner får de liberale erhverv lov til at genåbne den 6. april.
Liberale erhverv dækker blandt andet over frisører og tatovører.
Udskydelsen kommer på baggrund af en anbefaling fra Epidemikommissionen. Den har lagt vægt på, at de pågældende kommuner den 30. marts alle havde haft et incidenstal på mere end 150 de forgangne syv dage.
Incidenstallet beskriver, hvor mange smittede der har været per 100.000 indbyggere i et område inden for de seneste syv dage.