Storbritannien har registreret to tilfælde af ny coronavariant

Coronavarianten Omikron, der først blev opdaget i Sydafrika, er lørdag også registreret i Storbritannien

Storbritannien har lørdag registreret to tilfælde af coronavarianten Omikron.

Det siger landets sundhedsminister, Sajid Javid.

De to tilfælde menes at være forbundet til hinanden.

Omikron, der også har navnet B.1.1.529, blev første gang opdaget i Sydafrika. Den frygtes at være en mere smitsom udgave af coronavirusset.

Belgien registrerede fredag varianten som det første europæiske land. Tyskland og Tjekkiet mener lørdag også at have opdaget varianten. Det kan dog først endeligt afgøres efter yderligere analyse af de positive prøver.