Tidligere smittede er bedre beskyttede mod deltavarianten end dem, der er blevet vaccineret med Pfizers vaccine, viser et studie fra Israel
Har du været smittet med corona, er du bedre beskyttet mod den mere smitsomme deltavariant.
Sådan lyder dén opsigtsvækkende konklusion i et nyt israelsk studie.
Her lyder det videre, at såkaldt ‘naturlig immunitet giver længerevarende og stærkere beskyttelse mod infektion, symptomatisk sygdom og hospitalsindlæggelse forårsaget af delta-varianten sammenlignet med immuniteten fra to doser af BionTech/Pfizers vaccine’.
Større risiko
Forskerne har ifølge norske Dagbladet således fundet frem til, at der er markant større risiko for at blive smittet, hvis man er vaccineret med Pfizers vaccine, end hvis man er tidligere smittet og altså har opbygget naturlig immunitet.
‘Denne undersøgelse er lidt af en bombe,’ kommenterer François Balloux, der er professor og institutleder ved University College London, på Twitter.
Ifølge assisterende sundhedsdirektør i den norske sundhedsstyrelse Helsedirektoratet Espen Nakstad lægger studiet sig dog på linje med den viden, man har om immunitet ved andre virusser efter overstået infektion.
– Resultaterne stemmer godt overens med erfaringsgrundlaget fra andre former for infektionssygdomme. Overstået sygdom giver meget god immunitet, men vaccination er stadig tilstrækkelig til at undgå alvorlige sygdomstilfælde. Det, at der er forskel i effekt, er ikke det mest afgørende. Det er, hvor mange der er ramt af alvorlig sygdom, der betyder noget.
– Samtidig viser undersøgelsen, at der er god grund til at blive vaccineret, selvom du tidligere har været smittet, og hvis du så bliver smittet efter vaccination, stiger din immunitet også, siger han til Dagbladet.
Omfangsrigt studie
Der er tale om et såkaldt preprint-studie, som betyder, at det endnu ikke er blevet bedømt af fagfolk i et såkaldt endeligt peer review.
Studiet bygger dog fra data fra i alt 778.658 mennesker, der er blevet delt op i tre grupper: Fuldt vaccinerede over 16 år, ikke-vaccinerede, der tidligere har haft corona, og personer, der har haft corona og samtidigt modtaget en dosis af Pfizers vaccine.
– Dette studie ser statistisk set solidt ud, men det er altid vigtigt at tage forbehold, fordi den kvalitetssikring, der ligger i peer review, ikke er implementeret, konkluderer Espen Nakstad.